KRUISEN BAG CRUISET
Den traditionelle dhow: båden, bådebyggerne og hvordan den sejler
En Musandam-dhow-cruise foregår på en båd med århundreders handelshistorie fra Golfen – hvad en dhow er, hvordan den traditionelt blev bygget, og hvordan den blev til en turistbåd.
Se Musandam-krydstogter på GetYourGuide ↗Hvad 'dhow' egentlig betyder
Dhow' er ikke én bådtype — det er en fællesbetegnelse for de traditionelle træsejlbåde, der i århundreder har sejlet i Den Arabiske Golf, Det Røde Hav og det vestlige Indiske Ocean. Under denne brede paraply findes forskellige regionale typer, fra den store, havsejlende boom til den mindre sambuk og jalibut — hver især formet af de farvande og den last, de blev bygget til. De træbåde, der i dag bruges til Musandam-krydstogter, er en kystnær, turismetilpasset version af denne tradition — bygget med samme skrogformer og samlingsteknikker som deres lastbærende forfædre, men udstyret med polstrede dæk, solsejl og som regel en dieselmotor frem for sejl. Det er et arbejdende design, genbrugt til nyt formål — ikke en replika bygget til udstilling.
Bygget på den gamle måde, for det meste med øjemål.
Oman har en af Golfens stærkeste traditioner for dhowskibsbygning, historisk centreret omkring havnebyen Sur, hvor mesterskibstømrere konstruerede fartøjer uden formelle tegninger — mål, kurver og proportioner båret i erfaring og videregivet gennem generationer frem for nedskrevet. Skrogene blev traditionelt bygget planke-først, hvor den ydre skal blev formet og fastgjort, før de indvendige spant blev tilføjet — det modsatte af de fleste vestlige bådebyggerier. Træet blev ofte importeret, historisk set teak sejlet ind fra Indiens Malabarkyst, da Omans eget tørre landskab bød på lidt egnet hårdttræ. En vellavet trædhow kunne holde i årtier med regelmæssig vedligeholdelse — genkalfatring af fuger, udskiftning af slidte planker — en del af grunden til, at nogle ældre både, der stadig arbejder langs Musandam-kysten, har været i drift i meget lang tid.
Fra last og perler til turisme
I århundreder før turismen var dhows Den Arabiske Golfs arbejdsheste, der red på de sæsonbestemte monsunvinde ad langdistancehandelsruter til Indien og Østafrika – med last af dadler, tørret fisk, perler og røgelse ud, og tømmer, krydderier og tekstiler med hjem. Musandams egen økonomi, ligesom store dele af det kystnære Oman, hvilede engang tungt på denne handel og på perlefiskeri i de lavere Golfvande tæt på Khasab. Det 20. århundrede – og i sidste ende containertrafik og moderne fiskefartøjer – bragte i høj grad dhows rolle som seriøs godstransport til ophør. I stedet for at forsvinde gik mange både og de færdigheder, der kræves for at bygge dem, over til fiskeri og senere til turisme – sådan endte et design, der var skabt til at fragte dadler og perler over åbent hav, med at bære rejsende mellem fjordene.
Sejl til diesel
Traditionelle dhows sejlede under et karakteristisk trekantet sejl kendt som et lateensejl, vinklet til at udnytte de sæsonbestemte monsunvinde effektivt, som i århundreder drev handelsruterne i Golfen. De fleste arbejdende dhows, herunder dem der bruges til Musandam-krydstogter, skiftede til dieselmotorer i midten af 1900-tallet og byttede afhængigheden af vind og tidevand ud med en pålidelig tidsplan — praktisk, når et krydstogt skal nå både Telegraph Island og tilbage inden for en fastsat dag. Et par turist-dhows bærer stadig en mast eller rigging for stemningens og fotografernes skyld, men motoren under dæk er det, der reelt får båden gennem khors'ene og tilbage til havnen til tiden. Det er et praktisk kompromis: moderne kraft inden i et skrog, der har ændret sig forholdsvis lidt gennem generationer.
Livet på dækket
En turistdhow's dæk er bygget til afslapning snarere end til lastning af gods: puder og lave tæpper dækker det åbne dæk under en skyggefuld baldakin, typisk med et skygget nedre eller forreste afsnit og åbne sider til brise og udsigt. Det meste af krydstogtet tilbringes her – siddende, svømmende fra agterenden eller betragtende klipperne glide forbi – frem for at gøre noget nautisk selv. Et lille mandskab håndterer båden, som regel en kaptajn, der kender khors'ene fra årevis på vandet, da fjordene ikke har banemarkeringer, og nogle strækninger går dybt tæt på klippen. Redningsveste er standardudstyr ved svømmeopholdene, og de fleste både har et overdækket område til skygge, værd at vide, hvis du brænder let på et åbent dæk.